Skip to content

Vedtægter for HRH74

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 29. Maj 1974.
Sidst ændret på ordinær generalforsamling den 29 januar 2024.

1: Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er HRH-74 (Hjerk-Harre-Roslev Håndboldklub af 1974). Dens hjemsted er Skive Kommune.

2: Foreningens formål
HRH-74’s formål er at virke for håndboldspillets fremme gennem træning og stævner samt deltagelse i løbende turneringer. Træning og hjemmekampe foregår primært i Salling Hallerne i vinterhalvåret og udendørs stævner i håndbold og strandhåndbold kan placeres/afvikles ved Harrevig og ved Salling Hallerne som det passer bedst.

3: Medlemskab af organisationer
Foreningen er medlem af JHF og DGI Nordvest og undergivet disses love og bestemmelser.

4: Optagelse af medlemmer
Som aktivt eller passivt medlem kan bestyrelsen optage enhver. Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges på generalforsamlingen, hvis beslutningen herom kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af foreningens vedtægter, jfr. § 15. Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.

5: Kontingent
Kontingentet fastsættes for et år ad gangen af bestyrelsen, der også fastsætter opkrævningsformen for aktive medlemmer. For passive medlemmer opkræves kontingent helårsvis forud.

6: Udmeldelse. Eksklusion
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til foreningens kasserer med mindst 14 dages varsel. Kontingent til udmeldelsesdato skal være betalt. Når et medlem er kommet i kontingentrestance for mindst 3 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages varsel (skriftligt) ekskludere vedkommende. Ingen der er udelukket på grund af kontingentrestance kan optages på ny som medlem af foreningen. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han kan fordre spørgsmålet om eksklusion afgjort på den førstkommende generalforsamling (ordinære). Endeligt kan et medlem ekskluderes, når det efter forslag af mindst 20 medlemmer vedtages på en generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingens afholdelse, ligesom han har adgang til denne, med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af foreningens vedtægter, jfr. § 15. Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning, der kræver samme majoritet som beskrevet til beslutning om eksklusion.

7: Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år ultimo januar, indkaldes med mindst 2 ugers varighed i “Salling Avis” eller ved meddelelse i foreningens eget blad. Dagsorden for generalforsamlingen bekendtgøres i samme annonce. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeret har alle medlemmer over 14 år, samt forældre til aktive medlemmer under 14 år, der har været medlem af foreningen i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen og som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Æresmedlemmer kan uden stemmeret overvære generalforsamlingen.

8: Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
– Valg af dirigent.
– Formandens beretning.
– Beretninger fra udvalgene.
– Regnskabet.
– Behandling af indkomne forslag.
– Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
– Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
– Eventuelt.

9: Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåde i § 7, stk. 2.

10: Generalforsamlingens ledelse m.m.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent til at lede forhandlingerne. De af dirigenten trufne afgørelser skal på forlangende af 10 stemmeberettigede medlemmer sættes under afstemning. Generalforsamlingen træffer ved simpel stemmeflertal sine beslutninger, jfr. Dog § 6, stk. 7 og8, § 15 og § 16, stk. 2. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, dog skal valg af bestyrelsen foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt. Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol, hvori også referat af forhandlinger de optages i det omfang, dirigenten bestemmer. Protokollen underskrives af dirigenten. Har en generalforsamling truffet en afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny forebringes på samme generalforsamling.

11: Bestyrelse. Valg:
Foreningens daglige ledelse forestås af en bestyrelse, der repræsenterer foreningen i alle forhold. Dens på lovlige måde vedtagne beslutninger, og i henhold dertil foretagne handlinger, forpligter foreningen. Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, samt yderligere 3-5 medlemmer. De øvrige medlemmer vælges for 2 år, sådan at 3 er på valg i ulige år, og 2 er på valg i lige år. Listevalg kan ikke finde sted. Genvalg kan finde sted. I bestyrelsen skal det tilstræbes at der er mindst 2 af hver køn. De der får stemmer uden at opnå valg, betragtes som suppleanter i den orden, deres stemmetal angiver. I tilfælde af stemmelighed afgøres rækkefølgen ved omvalg. Der skal vælges 2 suppleanter, det tilstræbes at der er en af hver køn. Suppleanters valg gælder for 1 år af gangen, men skal dog i påkommende tilfælde sidde det afløste bestyrelsesmedlems periode ud.

12: Konstituering
Bestyrelsen konstituerer sig snarest, med en formand, ungdomsformand, seniorformand, turneringsformand, It/medie ansvarlig. Ligeledes varetager formanden sekretær funktionen, samt en fast plads i sponsorudvalg. Hvervet som næstformand findes blandt bestyrelsens øvrige medlemmer. Konstituering skal dog ske senest 14 dage efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde. Hvervet som kasserer kan ikke forenes med hvervet som formand eller næstformand. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer hvoriblandt formanden eller næstformanden er tilstede, jfr. Dog § 6, stk. 2. I formandens fravær indtræder næstformanden i hans sted. Over bestyrelsens forhandlinger føres protokol

13: Regnskab
Foreningens regnskabsår er 1/1-31/12. Bestyrelsen skal inden 15. januar afgive driftsregnskab for det forgangne år og status pr. 31. december til revisorerne. Driftsregnskabet og status forelægges, forsynet med påtegning af revisorerne, den ordinære generalforsamling til godkendelse.

14: Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for 1 år ad gangen 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Revisorerne skal hvert år i januar måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede. Driftsregnskabet og status forsynes med påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

15: Vedtægtsændringer
Forandringer i disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, dette uanset de fremmødtes antal.

16: Foreningens ophævelse
Bestemmelse for foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ordinær generalforsamling. Til denne beslutningsdygtighed kræves, at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er tilstede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue. Herunder fast ejendom, løsøre, dog er simpelt stemmeflertal tilstrækkeligt. I tilfælde af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål. Sammenslutninger med andre foreninger kan ske ved vedtægtsændringer. I tilfælde af, at HRH-74 eller Roslev IK opløses, forpligter den anden forening sig til at overtage dens aktiviteter og medlemmer.

17: Tegningsret
Foreningen tegnes af formanden sammen med næstformanden, eller et medlem af bestyrelsen. Hvis formanden er fraværende, tegnes foreningen af næstformanden sammen med et medlem af bestyrelsen. Stiftelse af gæld og pantsætning, kræver godkendelse af et flertal i den samlede bestyrelse.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.